Artikel inklusion

Den smertelige eller nyttige inklusion?

Inklusion har været meget italesat i de seneste år. Regeringen og kommunernes landsforening lavede i 2012 en aftale om at børn med specielle behov skal gå i almindelige klasser i folkeskolen. Deres mål var at 96 procent af alle børn skulle gå i en almindelig folkeskole i 2015. Inklusion er at tilpasse skolen, så alle børn kan udvikle sig og blive en del af fællesskabet. Men er dette overhovedet formålet med inklusionen eller er det blot for at spare penge?

Det lyder da også simpelt. Smid specialbørnene ind i de ”normale” klasser i folkeskolen og så må eleverne og lærerne sørge for at de tilpasser sig og bidrager. I Ringsted på Asgårdsskolen viser en undersøgelse bragt af Berlingske, at inklusionen har haft gode resultater. Frederik blev rykket fra en specialklasse over i en ”normal” klasse og deltager på lige fod med de andre elever i klassen på tværs af fagene. Han har ikke de samme fysiske evner som sine klassekammerater, men Frederik udtaler: Jeg synes bare, at det er sjovt at lære, så det gør ikke noget, at jeg ikke kan klatre i ribberne som de andre.” På skolen har man valgt at opdele klasserne i fire blandede hold, som er tilrettelagt efter niveau eller sociale kompetencer. Dette har gjort eleverne mere modige og rummelige samt bidraget til at børnene har lært at respektere hinandens forskelligheder. Klasselærer Jette Selmer understreger dog, at projektet kræver så meget tid og planlægning at mange almindelige folkeskoler vil have svært ved at være med.

Netop dette har Gummerup Skole på Vestfyn oplevet. De har fået et påbud fra Arbejdstilsynet pga. at arbejdsmiljøet blandt lærerne er blevet så dårligt. Elever, der flytter rundt på bordene, taler grimt til andre elever samt lærerne og forstyrrer undervisningen er blevet en del af hverdagen på skolen. Skolen håber, at Arbejdstilsynet vil tage rapporten med tilbage til Regeringen for at vise hvad konsekvenserne af inklusion kan være.  Undervisningsordfører fra SF, Jacob Mark, mener der skal tilføjes flere ressourcer til skolernes forebyggende arbejde. Han udtaler: At inklusion presser lærernes arbejdsmiljø er en udvikling, der er stigende rundt omkring i landet. Det er bare ikke i orden, og det er noget, vi skal gøre noget ved.”

Som eksempel følger Aabenraa kommune en model, hvor pengene følger den enkelte elev over i folkeskolen. Dette har elev Nanna Johanson haft glæde af. De 150.000 kroner som hun ville have fået til støtte og hjælp i en specialskole har nemlig fulgt hende over i folkeskolen. Det betyder, at Nanna har tilknyttet en støttepædagog flere timer hver dag som hjælper hende med opgaverne. Aabenraa kommune håber, at andre kommuner vil følge samme model, så inklusion ikke bliver en spareøvelse.

Hvordan bliver specialbørn ”normale”?

Vi har vejledet os hos en studiegruppe på pædagoguddannelsen på UCN i Aalborg og forhørt os om deres forslag til at sikre vellykket inklusion ud fra et socialt og fysisk perspektiv. De mener, at de fysiske rammer og arbejdsmiljøet skal være optimalt.

Dette indebærer, at der ikke er for mange elever i klassen. Der skal være tid, fokus og opmærksomhed til hver enkelte elev. Der skal være ressourcer som er tilegnet hver enkelte elevs behov f.eks. en computer med hjælpeprogrammer til ordblinde og andre med indlæringsvanskeligheder. Alt unødvendigt som f.eks. overtøj, telefoner og tasker skal ikke medbringes i klasselokalet da det skaber ”flimmer” hvilket betyder støj og uopmærksomhed. Timerne skal planlægges således at der skabes tid til en ”siesta” ved middagstid. Et lille break fra undervisningen, hvor eleverne kan falde til ro og evt. læse en bog. Lærerne skal give eleverne fornemmelsen af at dagen er struktureret, så de ved hvad programmet er for dagen, så det ikke skaber konflikter og fjerner koncentrationen. Skoleopgaverne skal være tilrettelagt efter det enkelte barn, så læringsmålet er det samme, men sikre at niveauet ikke skaber splittelse og frustration. Ligeledes skal der sættes individuelle mål for de enkelte elever, men samtidig gøre det til en fælles opgave for klassen at alle opnår målene. Der skal være to lærere per klasse, da specialbørn kræver ekstra tid og opmærksomhed som man ikke bare kan tage fra de andre elever.

Inklusion er ressource- samt tidskrævende. Det er nødvendigt, at kommunerne og Regeringen samarbejder og finder en økonomisk løsning før vi kan gøre os forhåbninger om vellykket inklusion i alle folkeskoler. Behøver vi gøre specialbørnene til ”normale” børn før at de kan passe ind?