Fortælling - Rejsen

Rejsen

Der var engang en fin familie, der boede langt ude på landet nær den mørke og mystiske skov. Børnene i familien havde fra barndommen fået at vide, at de ikke måtte komme tæt på skoven. Historien lød på, at de besøgende i skoven aldrig var kommet ud derfra igen. Dette troede forældrene fast på og derfor var børnene også overbeviste om at dette var sandt. Familien bestod af tre døtre. Annette var den ældste, Birgitte den mellemste og Matilde. Matilde var den yngste i flokken og blev ofte bare kaldt for ”den yngste datter” blandt venner og bekendte. Matilde var en rolig pige som oftest holdt sig for sig selv og gjorde hvad hendes forældre bad hende om. Derfor var hun heller ikke fremme i skoene blandt andre jævnaldrende. Matilde følte ikke rigtigt at hun passede ind i familien. Hendes søskende havde begge fundet lykken og havde en masse ting tilfælles, hvilket hun altid blev gjort opmærksom på, når at hun var sammen med dem. Det passede egentlig Matilde ganske fint ikke at være en del af deres falske lykke. Sådan opfattede Matilde det i hver fald. Men forældrene blev ved med at presse på for at få hende til at være som de andre søskende. For dem var Matilde blevet familiens sorte får og det begyndte at irritere og såre hende. En dag fik hun nok. Hun var træt af at høre på deres evige snak om lykke. Matilde stormede ud af huset og begik sig mod den forbudte mørke mystiske skov. Da hun stod ved åbningen til skoven, tvivlede hun på om hun skulle vende om eller fortsætte. Men pludselig hørte hun en stemme ude i det fjerne. Hvem kunne det mon være. Skoven var jo et forbudt sted. Hun besluttede sig for at trodse sine forældres forbud i skoven og begik sig mod stemmen. Ud af ingenting dukkede en stor skikkelse frem foran hende. Det var en trold! I chok vendte hun hurtigt om i et forsøg på at løbe, men trolden greb fat i hende med det samme og forsøgte at berolige hende. ”Rolig, min ven. Du skal ikke være bange. Jeg gør ingen fortræd. Du ser lidt trist ud. Jeg ved, hvordan du kan blive lykkelig.” Men hvad Matilde ikke vidste, var at trolden ville lokke hende dybt ind i skoven for at spise hende. ”Følg denne vej og du vil finde lykken” sagde trolden, mens han pegede ind mod den mørkeste del af skoven. ”Stien må du selv følge, så møder jeg dig på den anden side. Du må ikke forlade stien, dette er meget vigtigt. Ellers vil du forblive ulykkelig resten af livet.” Matilde begik sig ud på stien og var ved godt mod. Nu havde hun endelig fundet vejen til lykke. Pludselig så hun en flot og farverig fugl. Hun fulgte efter fuglen uden at opdage, at hun faktisk forlod stien. Hun kom dybere og dybere ind i skoven. Fuglen satte sig på et stort træ og kiggede på Matilde. Med ét bevægede træet sig og hun fornemmede et ansigt forme sig på træet. ”Hvad laver du dog her og hvem er du?” spurgte træet. ” Jeg hedder Matilde og jeg kommer fra den store gård udenfor skoven. Jeg forlod mit hjem i jagten på lykke. Heldigvis mødte jeg en sød og venlig trold, som har vist mig stien til lykke.” ”Nej, min pige. Du må ikke lytte til trolden” udbrød træet. ”Han er ond og lokker ulykkelige piger som dig ind i skoven, hvorefter han spiser dem. Nu skal du høre, jeg kender den rigtige vej til lykke. Længere inde i skoven, ligger en stor port. Bag denne port vil du kunne finde lykken. Men for at komme ind bag porten, skal du finde disse to ting. En hat og et bælte. Disse ligger gemt dybere ind i skoven. Her får du en fløjte af mig som du kan bruge, hvis trolden kommer tæt på dig. Den vil skræmme ham væk.” Fuglen fløj foran Matilde og viste hende vejen til den første ting. Dette var hatten. Den sad fast højt oppe i et træ. Hun måtte klatre op trods højdeskræk og pigge som stak hende i hånden. Nu var første opgave klaret. Fuglen viste Matilde vej til bæltet. Bæltet lå dybt nede på bunden af en sø. Men Matilde led af vandskræk, men hun var så opsat på at finde lykken, så hun tog en dyb indånding og sprang i vandet. Hun kæmpede og kæmpede og måtte komme op til overfladen flere gange. Så tænkte hun på hendes ulykkelige tid på gården og gjorde så endnu et forsøg. Hér lykkedes det at komme helt ned til bunden og få fat i bæltet. Nu havde hun skaffet alle tingene. Hun gik stolt tilbage mod træet, men pludselig dukkede en stor skikkelse frem. Det var trolden. Hun tog fløjten frem, men den virkede ikke. Den var fuld af vand. Trolden kom nærmere og hun kunne se savlen dryppe fra hans store tænder. Han tog fat i Matilde, men pludselig gav han slip. ”Hvad er det du har i hænderne?” spurgte trolden. Matilde viste de tre ting. Trolden fik store øjne. ”Jeg har altid ønsket mig et bælte og en hat” udbrød trolden. ”Jamen, så må du godt få dem, bare du lader mig være i fred”, sagde Matilde., Trolden gik med til aftalen og de så ikke mere til hinanden. Nu gik hun tilbage til træet, men hvordan skulle hun blive lykkelig, når hun havde mistet de ting, som hun skulle bruge for at åbne porten. Hun nærmede sig træet, mens hun var nervøs og skamfuld. Træet kiggede på hende. ”Hvorfor er du ked af det, min ven” spurgte træet. ”Jeg har mistet tingene som jeg skulle bruge til porten” sagde Matilde. ”Det gør skam ikke spor. Det var en prøve for at teste dit mod og vilje til at finde lykken” svarede træet. ”Jeg er nemlig porten til lykke.” Pludselig kom solen frem og træet åbnede sig, nærmest magisk. Matilde kunne se en masse mennesker der grinede og smilede samt bød hende velkommen. Hun tog skridtet ind og følte sig straks hjemme.